lørdag den 4. maj 2013

Miniby i papkasser og genbrug!


Min "gamle" 3. klasse lavede en hel miniby ud af papkasser og genbrugsmaterialer. I flere måneder målte de op, samlede dimser, malede, skar og limede. De fleste arbejdede sammen to og to om hvert hus. Der var en bager, en bowlingbane, Julemandens hus, en legetøjsbutik, en elektronikforretning, en frisør, et ridehus, en dyrehandel, en købmand, et pizzaria og et konditori.



Tag en velegnet papkasse i den rigtige størrelse. De to endeflapper skæres til, så de danner de to trekantede gavle. De to øvrige flapper limes på gavlene på hver side på skrå, så de kan danne underlag for taget, som laves af bølgepap.


Skær den ene side ud af huset/papkassen. Lad en kant være hele vejen rundt. Det holder bedre sammen på kassen. Vinduer og døre skæres ud. Dørene lader man hænge fast i den ene side, så de kan åbnes lidt.


Mal huset.


Brug smalriflet bølgepap som dørkarme, fyldninger i dørene og vinduesrammer.



Her er drengene i gang med at skære bølgepappet til, så det passer til vinduerne. De har først målt op, inden de skærer. Det er faktisk også et ret godt matematikprojekt. ;-)


Sæt vinduesglas i, inden vinduesrammer limes på. Glasset er lavet af stift, klart plastik fra emballager.


Bølgepap er også rigtig godt til at lave bindingsværk af.


Der limes en smal stribe bølgepap på som tagryg oven på det bølgepap, der udgør taget. Det hele males i den ønskede farve.


Selvklæbende hyldepapir er en fantastisk opfindelse til miniatureprojekter. Det kan fås med marmorlook, trælook, granitlook og småmønstret, så det passer lige til papkassehuset. :-)

Her er brugt hyldepapir til både vægge og gulv. Spejlvæggen er lavet af stykke sølvfolie. Disken er æsken fra  tapeholder. Den bliver også beklædt med hyldepapir.


Små ens æsker udgør fine bokse til hestene i ridehuset. Bagerst kan man ane to bøtter med foder til hestene. De er lavet af plastikglas til vitaminpiller, som er beklædt med papir og små perler til lågene.

Elektronikbutikken har hyldepapir på gulvet i marmorlook, og hyldepapir på væggene i trælook. Udstillingsbordet i midten er lavet af en lille plastikflaske med en plastikskive limet på. 


Væggene i julemandens hus er selvfølgelig malet grønne med røde dørkarme og vinduesrammer. Kakkelovnen er lavet af en toiletrulle og komfuret af bunden af en kakaobøtte.
Jeg har beskrevet, hvordan man laver møbler og andet tilbehør HER
Billederne af dukkerne, som børnene lavede til husene og beskrivelser af dem, finder du HER


Børnene var meget stolte af byen, da de var færdige. Det var deres lærer også. :-)











3 kommentarer:

  1. Hvor er de bare superflotte :-) Vi ejer og driver http://www.billigemballage.dk/category/papkasser-34/. Må vi bruger nogen af de flotte billeder af papkaserne på vores blog hvis vi refererer til denne side?

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak! Det var også super sjovt at lave husene. :-)
      I må gerne bruge billederne på jeres blog. Og jeg vil selvfølgelig gerne se, hvad I finder på at bruge dem til. :-)

      Slet
    2. Hej Lisbeth. Så har vi lagt et par af billederne på vores blog. Se dem lige her.

      http://papkasser.blogspot.dk/2014/02/miniby-i-papkasser-og-legetj.html

      Tusind tak fordi vi måtte det :-)

      Slet